Optagelsesprøven

Optagelsesprøven
Optagelsesprøven

OCD-Akademiet

Sidste år ved juletid landede en indkaldelse til optagelsesprøve på “OCD-Akademiet” i Gentofte Havn. En både længeventet og kærkommen invitation; for på daværende tidspunkt var jeg nemlig ved at opgive både håb og tiltro til Havnefogeden (systemet), da jeg nåede at blive sendt med flaskepost til tre forskellige “reparations”-destinationer, siden min navlesnor blev kappet til dét hospitalskib, hvorpå jeg havde haft min gang de sidste to år. Dog uden en af de eftertragtede pladser ombord på deres skibe, da mit skib endnu var for “svækket”.

Derfor sad nerverne ekstra meget udenpå mit nystrøgede matrostøj, da jeg fik denne indkaldelse. Nu skulle jeg overbevise mandskabet om, hvorfor de lige netop skulle tilbyde mig en plads ombord her på et skib, hvor der kun plads til “eliten”. Til de “allerdygtigste” (sværest ramte, red.). Og til dem de med deres blotte øje (dét uden klap for! 😉 ) øjner udviklingspotentiale i.

 

Den første sømil

Mest af alt havde jeg lyst til at stævne ud og sejle væk. Langt, langt væk! Ud på endnu et ”undgåelses-togt”. Udenom alle ube-haj-ligheder. Bare sejle væk og helt uforstyrret, stille hen.  Men inderst inde ved jeg godt – når jeg lige får sat fornufts-masten til – at det kommer der aldrig nogen dygtig kaptajn ud af! Så vil det ’bare’ blive endnu en jordomsejlingdig, mig og vi tosammen i OCD’ens-træsko”. Og de sko er NOT made for hverken walking or sailing – skulle jeg hilse og sige!

Hvis jeg en dag – langt ude i fremtidens horisont – vil gøre mig forhåbning om at kunne stævne ud som kaptajn – må jeg tage et hovedspring direkte ud i havets mørke dyb. Dykke ned under dets angstprovokerende overflade – uden maske eller ilt. Undersøge dets mørke og ubehag. Og lære at være i det. Blive i. Træde vande i det. Og svømme, navigere, tackle og tage hajerne ved finnerne! Så det er mig, der kommer op til overfladen igen. Stærkere og klogere på mig selv.

Jeg ved af erfaring, at den første sømil altid er den sværeste; nemlig at indse, erkende og påbegynde rejsen mod målet. Et mål som hverken er synligt eller klart. Diset eller tåget. Men som endnu slet ikke kan ses eller spores før om mange, rigtig mange tilbagelagte knob. Det kræver masser af hårdt arbejde, træning, angst og ubehag. Følelsen af at sejle i blinde. Og så kræver det selvfølgelig en plads ombord på Akademiet førend diplomet som kaptajn og det halve havrige kan blive mit.

 

Stay tuned!

O’høj & splitte mine bramsejl

2 Kommentarer

Skriv en kommentar

Your email address will not be published.