OCD-ficeret

Ubehandlet OCD er som et stort, åbent, inficeret og smertende sår i sindet. Det kræver både tidlig som professionel indgriben, indsats samt skræddersyet 1:1 sårpleje at stoppe dets indre blødninger, forhindre forværring og dulme dets smerter.

En proces i mange trin, lag som faser. En proces i udholdenhed, svie og smerter. En proces i tid; ubestemt-, vente- som fuldtid… Ja, simplicity en tålmodigheds proces never just over night.

Desværre går alt for mange i dag, anno 2018, stadig alt for længe alene og selv med disse ubehandlede, indre sår, der med tiden desværre kun gør ondt værre og forsinker hele helingsprocessen. Jeg taler af erfaring!

 

Med tiden læges alle sår

…bare ikke, når såret er inficeret med OCD. Så kan det kræve nok så meget tid med nål, tråd og gåpåmod selv at forsøge at hele indersidens sår – men hvis ikke håndværket er i orden og udført i tæt samarbejde med professionelle syersker, bliver det kun til lappeløsning på lappeløsning, som hverken tiden eller du selv kan læge.

Nogle dage vil synes som at tabe både nål, tråd og sy-retning. Nogle som lukkede sår igen sprættes op. Andre som salt direkte i såret.

På disse dage med betændelse i fuldt flor og feberfantasi i frit (tanke-)fald, vil jeg bare gerne være Mette, fem år og på lyserød stue igen. Ramt af uretfærdighedens hårde lussing. Af tankernes kroniske lammelse. Og af, at mit sår hverken kan pustes på, sættes “Plys-plaster” på, ej heller kommes ispose, forbinding eller gips omkring.

I stedet må det langsomt – men sikkert – sys om til bittesmå ar med den fineste, gennemkørende, røde behandlingstråd. Step by step ~ sting by sting. Så alle trådene forhåbentlig en dag helt eller delvist kan fjernes – og der kun vil stå ét enkelt, minutiøst “mindesmærke” af et ar tilbage.

 

Til skræk og advarsel

Desværre nåede mine sår at blive så betændte og livstruende dybe, at jeg til sidst ingen anden udvej havde end at lade mig indlæggelse. Og her vil jeg gerne sy fast med syvtommer sømme, at vi altså hverken taler om dage, uger eller måneder. Men år! To af slagsen.
En dyr pris at betale, når man, som jeg, var midt i tyverne og først havde mistet en barn- og ungdom til OCD’en og nu troede voksenlivet kaldte.

At erkende, acceptere og se drømmen om villa, Volvo og vordende mor blive slået, skatmat, og ud til fordel for hospitalsseng, -vægge ligeså kridhvide som Pjerrot (!) og en daglig tre-retters pillemenu har ikke været helt let. Det har faktisk været fuldstændig ‘over the top‘, ubarmhjertigt, dybt, dybt smerteligt og ufatteligt hårdt.

Og så dybt SKAL INGEN andre med OCD zigzakke! For med tidlig indsats er der i dag muligheder. Både behandlingsmæssigt OG for at komme sig helt eller delvist med et håbefuldt liv som færdig slutprodukt. Men det kræve en tur gennem “symaskinen” med dygtige, professionelle syersker ved pedalen, der ved og kender deres deres håndværk – så alle løse ender kan få en pæn afslutning, du kan lære at leve med.

 

Kampagne

Og apropos dette budskab om tidlig, professionel hjælp ved den absolut mindste mistanke om OCD – sætter OCD-Foreningen meget snart under luppen, når de fra den 09. april og seks uger frem lancerer en landsdækkende kampagne for netop at udbrede vigtigheden heraf. Ikke kun som “ramt” men også som pårørende.

 

Nærmere info, link til kampagnen samt hvad du kan gøre for at hjælpe med at sprede og dele budskabet – coming up!


Stay tuned!

O’høj & splitte mine bramsejl

Relateret indhold

Kommentarer

Skriv en kommentar

E-mail vises ikke.