Hilsen fra OCDean’et

Kære alle

Et lille ‘mors’ herfra matrosen på det store, åbne OCDean, hvor jeg forhåbentligt, finally, snart er ved at få styr på både skude, sejl som OCD’ens stride ‘stormvejr’. Et stormvejr, hvis varighed, styrke og intensitet altid rammer, lammer og sender mit lille skib og jeg ud af kurs og på afveje i en lille knobs tid henover vinteren.

Og ligesom efter ethvert uvejr skal der ryddes op og bygges på ny – samtidig med, at the everyday life must goes on!

Det betyder, at tabte færdigheder skal generobres, normale færdigheder vedligeholdes, nye komme til samtidig med at behandlingen skal passes, eksponeringen trænes og dagligdagskampen fortsætte. Nogle dage synes dette projekt tættere på land (mål, red.). Andre dage… not even close!

Samtidig resulterer det også i et mere skrøbeligt, sårbart og stresset skib; et mere fortvivlet, forvirret og frustreret fartøj, der oftere end ellers kæntrer i angstens vANdFALD. Det efterlader mig ikke kun ulykkelig og udmattet tilbage, men også svømmende i et hav af tårer, frustrationer, uretfærdighedsfølelse og opgivenhed.
På trods af, at jeg lige nu føler, jeg stort set kun sejler i modvind – så kan jeg alligevel også se mig tilbage og på sporene i vandet, at jeg rent faktisk er kommet én bette knob eller to frem siden nytår. Og det giver tro, håb og fortsat kampgejst.

Så selvom der er lidt vindstille på bloggen lige for tiden, er der altså alt andet end stille ude på det store, åbne OCDean!

GPS’en er fortsat sat mod destinationen ‘back on track’. Genopbygningsrejsen still ongoing. Og den estimerede rejsetid, ja, den beregner vi stadig lige på…

Men, hey ho, jeg er på vej

O’høj & splitte mine bramsejl

2 Kommentarer

Skriv en kommentar

Your email address will not be published.