OM SKIBET

 

 

ET SKIB SØSÆTTES

Jeg blev søsat en tidlig augustmorgen fra kajen på Gentofte Hospital, mens solen endnu flettede fingre med natten. Efter en lettere dramatisk fødsel, troede vores lille kløver nu kun, at alle syv verdenshave ventede os forude i kølvandet. Men, splitte vores bramsejl, nej! For allerede fra første bølgeskvulp spejlede det sig ganske klart i havets overflade; jeg ikke var som de andre skibe i havnen. Jeg var født som en sammenvokset, siametrisk skibstvilling med min angst, OCD (læs  mere her). Og et ligeså sjældent fænomen som netop siametriske tvillinger er – et ligeså sjældent tilfælde skulle prognosegraden af min OCD vise sig at være (mere om i et senere indlæg)!

EN SØMIL FOR FULD

Med andre ord var jeg allerede fra min sødåb blevet døbt ind i OCD‘ets navn; allerede dér blevet offer for en kæmpe frihedsberøvelse, kapring og kidnapning af havets ondeste “OCD-pirater“. I godt 28 år har vi nu sejlet side om side i dette sygdommens faretruende farvand . Og i 28 år har vi været et så uadskilleligt og uovervindeligt makkerpar, at vi selv for flådens mest specialiserede folk, har været en sømil for fuld!

Min lille familie har forsøgt ALT for at få mig ‘frigivet‘ og de har betalt løsesummer så store som hangarskibe, at det ville kunne sende selv en nyuddannet kaptajn på pension (!). Magtesløshedens frustrationer kender og har ingen ord. Den ligger blot i stedet som en tæt, tung tåge over vores familie og har alt for mange gange lagt (tåre)kanalerne øde og oversvømmet hen.

 

O’høj & splitte mine bramsejl,

matros Mette

 

 

Comments are closed.