Tour de Freedom

Tour de Freedom

Tour de Freedom / Tour de Behandling

I forlængelse af forrige indlæg (læs her), blev fredag ‘dagen‘ for den officielle tourstart ud i løbets (behandlingens, red.) “anden etape”.

Det var med et noget sitrende og siksak-slingrende understel – som balancerede jeg på kun ét hjul – at jeg satte pedalerne i svingninger, gearet i hak og kørte de tunge meter henover startlinjen! …well, nok nærmere skubbet, puffet og godt hjulpet på vej af en af holdets “hjælperyttere” og holdkaptajn (behandler, red.).

So far so good!

 

Vive le Tour

Som truppens ‘nye rytter’ blev jeg præsenteret for og introduceret til mine kommende holdkammerater i “klassementet” (those I’m gonna ‘hit the road’ and spent plenty of time together with).

Som sendt direkte tilbage til folkeskolen og med flashbacks til første skoledag; var der således godt gang i både navneleg, rundkreds, “fortæl lidt om dig selv” og fødselsdags-flødeboller. Ej at forglemme “hvis du nu bliver væk på skolens mange gange, så husk det er “blå gang”, andenklasses eleverne holder til på“! Aye, aye, sir! Blå blå blå gentager og terper jeg igen og igen – helt tvangsagtigt – i mig selv

“Folkeskole-lykken” varede dog kort, for det, der syntes som en behagelig fritime/hyggelig “hviledag”, gled nu over i en regulær træning til bjergetapen. Og hvis der er noget, min OCD med sikkerhed ikke er, så er det en ‘bjergrytter’! Den er helt klart bedst på ‘fladt terræn’, uden nogen modstand i dens pedaler som fra en udefrakommende side-behandlings-vind, hvis I forstår 😉

Men, hvor der er vilje, er der som bekendt vej. Og hvad vi sammen pt. ikke kan, kan – nej, SKAL– trænes. Også selvom det i den grad er op ad bakke og med den vildeste hindring og hældning som udgangspunkt.

 

Ain’t no mountain high enough

Jeg føler mig som i mit livs bedste “form” lige nu. Fastbesluttet på at nå dén top med alt, hvad det indebærer, så jeg til sidst står med podieplads, pokal som den prikkede bjergtrøje – og kan poppe ‘pagnen’, kaste V-tegnet og løfte armene i sikker sejrtriumf over OCD’en.

Jeg ved, for jeg kan snuppe ovenstående etapesejr og køre over målstregen som vinder (og kaptajn over eget liv), kræver det ikke kun benhård, disciplineret træning (behandling) men også stort ubehag under dækkene, styrt, OCD-udbrud, flugt-forsøg fra feltet samt et mentalt ‘killer instinct‘! Forpustet (angst)? Indeed!

And sorry to say OCD, men du må altså i bedre form, hvis du fra nu af skal følge med mig og ikke ryge af i svinget (as I wish!)…😉

Alt i alt fik jeg en meget varm modtagelse med stor, gensidig forståelse for hver vores unikke “spidskompetencer”, som sammen stiller til holdstart med.

 

To be continued…

O’høj & splitte mine bramsejl

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *