I dag lidt i 09 sejler mit lille skib og jeg slalom ned ad landgangsbroen til OCD-Akademiet, hvor vi gør fortøjning og honnør samt melder vores ankomst i terminalen (receptionen, red.). Sejlturen til og fra er altid den (s)væreste for mig. Alene tanken kan gøre mig søsyg i flere dage op til.
Men når først jeg er ombord – og der er ‘no way back‘ – er det som, min OCD alligevel godt ved, det er tabt kamp på forhånd at forsøge at stikke af…and trust me; vi har både støvsuget og gennemsøgt HELE skibet for mulige smutveje og -huller de allerførste mange, mange gange! Og da det ikke var ‘an option‘, forsøgte vi så i stedet to play “hide & seek” med personalet. Didn’t work either! Så til sidst var der ikke andre udveje for min OCD end kun lige akkurat (og kun lige!) at “acceptere” at holde sig i nogenlunde ro i den relative korte, estimerede rejsetid, som terapi-overfarten varer… altså, førend den som et lille barn slippes løs i slikbutikken og på havet igen…
~ Over and out ~
