I dag har OCD’en været sååå trættende, tarvelig og tæveindbydende. Alene dét at komme op i bokseringen (ud af sengen, red.) for at påbegynde dagens uendelige runder og omgange, syntes allerede som tabt kamp på forhånd!
Den har med andre ord kastet mig godt og grundigt rundt i ringen. Slået mig gul, grøn og blå. Sendt det ene knytnæveslag efter det andet afsted. Ramt, knockoutet, mig på både slag, point, viljestyrke som mental modstandskraft, der bar’ ik’ har syntes at ku’ slå til ej heller finde vej til mine boksehandsker dagen igennem. En fuldtræffer lige efter OCD’ens flavour. Som at sætte en sværvægter til at bokse mod en letvægter #meant_to_go_wrong.
Knockoutet
Jeg blev således ikke kun ‘knockoutet‘ af OCD’en, men også ‘lockoutet‘ og lamslået af dens fætter, angsten, der spærrede og blokerede alle indgange til OCD-Akademiet. Til sidst måtte orlovskaptajninden (overlægen, red.) forlade Akademiet for at sejle mig i møde og gå ombord på mit skib (min bil, red.) for at hjælpe mig med at gennemføre dagens samtale🙈 #NOT_proud!
Det er så dybt frustrerende og irrationelt, hvad angst kan gøre ved en. Med kun ét enkelt slag kan den slå mig så hårdt og direkte i gulvet, at jeg ingen mulighed har for hverken at rejse mig igen indenfor knockoutens ti sekunder (…ej heller hvis det så havde været timer!) eller fortsætte kampen mod den. Det gør mig så, så, så ked af det. Ked af at se mig slået. Ked af at måtte kaste håndklædet og handskerne i ringen. Og ked af at blive diskvalificeret til fordel for min mostander. Av, av, av!
Men efter mørke kommer som bekendt lys. Og alt imens det hele synes sortere end sort (!), fik jeg dagens dejligste trøstebesked fuld af kærlighed, hjertevarme, optimisme og håb fra den ene af mine to Stamper. Det er forhåbentligt lige dét, der skal til for, at jeg igen i morgen tørgå i ringen og give OCD’en bagslag! Watch out… KAPOW👊
