Én god ting ved at blive ældre er den visdom, de erfaringer som mavepustere, livet giver os. Jeg føler mig i dag bedre, laaangt bedre rustet til at jonglere i dagligdagens cirkus, end for blot få år tilbage – og ikke mindst til at mærke efter og lytte til min indre sprechstallmeister.
Alligevel kan det ikke undgås, at der er svipsere ind imellem, som forleden (læs her), hvor jeg desværre først opdager, jeg er i frit trapezfald, når jeg er sekunder fra at ramme savsmuldet! Omend jeg føler mig som en bedre akrobat og ‘livs-danserinde‘ gennem mine 28 år i manegen, har jeg altså endnu mere viden, vedligeholdelse og videreudvikling ventende i fremtiden, hver dag, resten af livet. Balancegang hedder denne ‘kunstart’.
Passe vs. presse mig selv
For mig er og forbliver kunsten at balancere mellem på den ene side at passe på mig selv og på den anden side at presse mig selv. Det er nemlig lige her – in between – magiens abracadabra opstår. Lige her amatør forvandles til artist (…og matros til kaptajn!). Og lige her forestillingens “stuuure, stuuure nummer” og “absolut tystnad” moment ligger gemt, når jeg forsøger at gå eksponerings-linen helt ud på egen hånd; uden paraply eller gribeklare ‘Stamper‘ ved min side. Uden at vælte eller vrikke om på min mavefornemmelse som dømmekraft. Og uden at få overbalance til fordel for OCD’en.
Hvor intet vover – intet vinder
Jeg ved, det kræver, at jeg presser mig selv og tør ‘vove at miste fodfæste for en stund’. At jeg tør trodse min højdeskræk (angst, red.). Tør konfrontere den, se den i øjnene øverst oppe under teltdugen og sige okay til dens evige ubehag. Og endelig, tør tage skridtet og træde ud på linens tynde snor, mærke den vaklende, dirrende fornemmelse under mine føder, blive i det og finde stabilitet som balance.
Samtidig kræver det også en ultrafin tåspids gefühl. En gefühl jeg kun får ved fejltagelsens gentagelser og ved at prøve mig frem, skridt for skridt. Det vigtigste er at blive ved med at holde fast. Fast i mit vovemod som troen på, at linen ikke knækker under mig. For mister jeg først den (til-)tro, mister jeg ikke alene fodfæste, men også mig selv til OCD’en.
