Lige nu hopper og danser mit indre dansepar, angst og OCD, i en sådan takt, der giver mig omtrent ligeså mange baskende, nervepirrende slag i maven, som ‘Danmarks modigste dansere’ forud for gårdagens primetime præmiereprogram!
Dagene siden min fødselsdag, hvor tanke og synk desværre satte en ‘hæl i hovedet’ på mig, har været meget udfordrende! Nogle dage er ‘bare’ svære. Andre sværere. Og så er der dage som disse, der er allersværest.
De dage, hvor jeg ikke kan ryste de forbudte tvangstanke-trin af mig. De dage, hvor jeg konstant ryger i omdans (omneutralisering). De dage, hvor jeg ikke kan skrue ned for mit indre husorkester, der spiller for fuld udblæsning …uafbrudt! Ja, simplicity de dage, hvor jeg mangler både vilje og styrke som den rette “holdning”, når OCD’en byder op til fandango.
Lige nu kan det hele godt føles som at tage ét chassé til højre og mindst to til venstre. At være dømt ude af kampens turnering for en lille stund. At skulle starte forfra. At skulle finde tilbage til grundtrinene. Og igen at skulle lære ikke at blive (for-)ført, men selv at tage føringen.
How I do hope, det vil sidde på rygraden, når først jeg igen har fået pusten!
Træningen kalder, og dansegulvet venter forude. Jeg gør mig langsomt klar til at sætte tå før hæl – til at bekæmpe og tage ‘tyren ved hornene’ i tyrefægterens machodans; paso double.
Olé, over and out!
