Hvad er angst?
Ét af de spørgsmål, der ofte går igen, og klart kandiderer til en top-tre over de hyppigst stillede af slagsen, er: Hvad er angst? Lad mig starte med at sige: Et godt spørgsmål med flere svarmuligheder!
For angst er og bliver nemlig en svær størrelse at definere, beskrive og forklare, fordi den netop er så uhåndgribelig, diffus og subjektiv.
Men først og fremmest er angst en naturlig grundfølelse og reaktion, der bor og arbejder i os alle. Den er så at sige en del af vores indre, lokale “livredderkorps”, der holder til på som vagt fra sin udkigspost/-tårn på øverste etage.
Indsatsområde
Angstens primære indsatsområde er at sikre vores overlevelse og beskytte os mod potentielle farer. I dens jobbeskrivelse ligger, at den skal assistere os og aktivt gribe ind, hvis vi er i havsnød, på for dybt vand eller på anden vis er i livsfare og har brug for at blive reddet i land (sikkerhed). Med andre ord skal angsten holde et vågent 👁️med os.
Et skævvredet spejlbillede
Normalt mærker du kun ængstelsen, når den træder sin speeder i bund, og surfer henover hovedets havoverflade for at komme os til undsætning. En indbygget manøvre vi har med os fra urtiden, hvor vores forfædre gik på jagt, og ikke havde overlevet mødet med vilde dyr og andre trusler uden angstens nødopkald, der gjorde dem i stand til at kæmpe eller flygte.
Men hos nogle, undertegnede selv, er der i midlertidig gået “skuddermudder” og knas i radiosignalet – så selv en tanke kan få angsten til at træde sin speeder i bund. Det betyder ikke kun, at angsten stiller med hele sit mandskab af symptomer i samme intensitet og styrke, som hvis vi havde stået i vores forfædres fodspor (overfor en reel fare). Det betyder også, at vores virkelighedopfattelse og trusselsbillede forskydes og skævvredes i en sådan grad, at selv bittesmå bølgeskvulp synes faretruende, frygtindgydende store.
„Det er ikke selve tanken,
der er problemet.
Det er måden, hvorpå vi reagerer
og handler på den“.
Det er dog hverken angsten eller tanken, der er problemet. Det er i stedet måden, hvorpå vi reagerer og handler på den – eksempelvis ved at undgå ting, personer, steder eller situationer, der kan udløse angsten/tanken – eller ved at forsøge at forhindre noget i at ske gennem bestemte handlinger/ritualer/ting.
Nedenfor har jeg samlet fem af mine huskeregler, som jeg selv bruger, når angsten forsøger at overtage styringen.