Sidste sommer lod jeg mine fingre tage en tango henover tastaturet for at skrive
et åbent, ærligt brev til Sundhedsministeriet og ministeren på posten,
Ellen Trane Nørby. Læs med lige her, hvorfor!
I brevet, der stod
…at jeg først og fremmest gerne ville sende en ‘verbal buket’ af rosende ord samt sige en ordentlig TAK til det danske Sundhedsvæsen/system for den professionalisme som daglige, gode behandling, jeg under hele min indlæggelse havde modtaget.
En følelse af dyb, dyb taknemmelighed, ydmyghed, rigdom, held og stolthed af at bo i dette yndige land, som vor fordums tids harniskklædte kæmper i generationer har formået at kridte banen op til og gøre til dén velfærdsstat og dét land, vi kender så godt i dag. Og det var netop disse ‘nationalfølelser’, der ramte mig, da jeg for første gang trådte ind på ‘psykiatriens hjemmebane’.
Psykiatriens superliga
Igennem to år ‘spillede’ jeg i denne, psykiatriens, superliga, hvor jeg – med egne stænger i grønsværen – oplevede et ‘Landshold’ (psykiatri) i særdeles god grundform. En stab af dedikerede, dygtige og topprofessionelle folk, der alle spurtede som svedte – kæmpede som knoklede – for at opnå ét og samme resultat; nemlig at løfte og højne hver enkel spillers niveau – så bolden ku skydes tættere målet og sejren ku’ bli’ vor!
Jeg oplevede samtidig også, at det ikke kun er os, ‘spillere’ (indlagte), der kæmper en daglig kamp på banen. De ansatte ude i ‘klubberne’ (regionerne) kæmper for både vores, deres som klubbens ‘overlevelse’ – for at undgå flere nedrykninger (besparelser)/at blive den næste ‘lukningstruede klub’. Og så er der ‘sponsorerne’ (partierne/politikerne), der kæmper en taktisk magtkamp, når ‘transfervinduet‘ (finanslovsforhandlingerne) én gang årligt holder åbent.
Livets liga
Hvis vi spillere skal gøre os forhåbninger om at kvalificere os til ‘livets liga’ udenfor kunstgræsset, så er det den sidste gruppe, vi må spille bolden til. For vi kan komme i mål hvis og såfremt:
I dag ved jeg, hvor heldig jeg har været at få så lang ‘spilletid’ på banen. Desværre er det langt, laaangt fra de fleste spillere – nær salten østerstrand – forundt. Hvis vort gamle Danmark skal bestå, har vi benhårdt brug for alle mand – et fuldtalligt hold af ‘varme ben’ – til at stille stærkt til start med. Prioriteres det, ja – så tror jeg på, vi har dét, der skal til for at kunne gå hel vejen og slå rivalerne fra sygdoms-land.
Mit eget personlige mål er stadig at kunne sende bolden helt, heeelt i nettet (…hvis ikke lige så elegant som Eriksens hattrick, så kan mindre også gøre det😉), fløjte kampen mod OCD’en af og kalde mig for en ‘pensioneret eks-spiller’.
Undervejs vil jeg bare gerne sende en kæmpe TAK til alle på sidelinjen, tilskuerne på tribunerne som sundheds-personale og system.
Kærlighed fra mig ❤
