Husker du barndommens tusind(-fryd) blomsterlege?
Dem, der kunne spå om ALT lige fra varsler, vejr og vind? Over dem, der kunne fortælle, hvad den vi elsker, føler for os? Til dem, der kunne træffe tvivlens trivielle beslutninger for os?
Just as simpel as… at plukke kronblad for kronblad af blomsten og skiftevis spørge:
“Elsker – elsker ikke” & “Skal – skal ikke“
…og så ellers vente til det sidste blad, der gemmer på svaret!
Overtroisk? Synsk? Magisk tænkning?
Oh, yes, ja, sì, qui!
Magiske tanker
Barndommens lykkelige, lystige legeland, var fyldt med sådanne, små ‘harmløse’ OCD-lignende lege. Og selvom udfaldet i ‘legens hede‘ kunne betyde stort set alt eller intet, vidste de fleste af os alligevel godt, det ‘bare’ var en leg og at sandsynligheden for, at en helt tilfældig blomst, fundet på en hel tilfældig mark, på et helt tilfældigt tidspunkt kunne spå om vores fremtid, var usandsynlig lille… NOT even close!
Men for nogle, undertegnede selv, forbliver denne magiske tankegang ikke kun ved legen. Ved barndommen. Ved ungdommen. Dén leger sig så at sige videre ind i voksenlivet, hvor den fortsætter sine magiske evner til enten at forhindre eller få ting til at ske.
Og selvom de fleste af os med denne gren af OCD’en godt ved, det igen ‘bare’ er en magisk tanke – at vi ikke skal tro på alt, hvad vi tænker og at tanker ikke skaber virkeligheden – er angsten og frygten for “hvad–nu–hvis” – samt ubehaget og uroen ved at tage chancen – alligevel for store ‘brikker’ at være op imod i det samlede spil.
Min magi
Jeg har erfaret på den hårde måde – gennem ubehagets udholdenhed – at mine magiske evner ikke rækker til en karriere som clairvoyant! Og rationelt kan jeg sagtens se, at der selvfølgelig ikke sker noget ved, at jeg – i min verden – tænker en “forkert tanke”, mens jeg eksempelvis går over et dørtrin. Men alligevel forstår mit kære lille hoved det ikke. Alligevel tør jeg ikke tage chancen og lade være med denne “tanke-leg”. Og alligevel ender jeg gang på gang med at gå tilbage for at neutralisere – gå over trinnet igen med en “rigtig tanke” – for derigennem at fjerne et udefinerbart ubehag, som er det, de “forkerte tanker” giver mig. Og sådan kan jeg sidde fast i ét enkelt dørtrin. I minutter. I timer. Ja, over dage… førend jeg er kommet over med den helt “rigtige tanke”.
Selvom jeg i dag er voksen, lever barndommens legebarn åbenbart stadig i mig…😉
