Noget af det, der for mig var med til at forme, adskille samt gøre den afdeling, jeg var indlagt på, til ‘one of a kind’ – var blandt (meget) andet den brede vifte/det store aktivitets-udbud som de massevise af gode tiltag og initiativer, der blev gjort for os patienter.
Hver og én var de med til at træne, styrke som vedligeholde både funktionsniveau, færdigheder som fællesskab på – og ikke mindst forberede os på livet efter endt indlæggelse. Afdelingens ledende psykolog, Jens Erland Jensen, rammer det så fint ind i sin udtalelse til Region H.:
“Det er meget mere end bare hyggeligt tidsfordriv. Der er alverdens træningsmål i sådanne ture. Patienterne er med til at planlægge, og de tager ud sammen med de andre patienter. Det er alt sammen aktiviteter, som forbereder dem på tilværelsen bagefter. Det er utroligt værdiskabende for den enkelte patient, selv om det naturligvis også er meget ressourcekrævende…”.
Tabu #2
I dag bryder vi endnu et tabu, når jeg tager Jer med på båltur udenfor psykiatriens svingdøre.
Ofte oplever jeg en udpræget, generel (mis-)forståelse som fremstilling af, at vi – indlagte, psykiatriske patienter – er både ustabile, udreagerende og ikke helt ufarlige for hverken os selv eller omverdenen. Vi opbevares best bag lås og slå. Og vi kommer sjælendt – hvis aldrig – udenfor kravlegården!
Skal vi ikke bare lade billederne tale for sig selv?
Her har vi pakket både patienter, personale og picnickurv og stukket afsti afsted på båltur… Vi nåede også lige at snuppe guitaren under armen 🎸🎵
Den hyggeligste tur; MEN også en af de ‘hårdere’, rent OCD-mæssigt! 🧡
N.B.: Personerne, der optræder på billederne, er alle personale.
