[📺: Klip venligst udlånt af @gotv2dk IGTV ]
Julie Berthelsen udgav den 29. maj sin nye single “POWERLESS”. En velskabt, velsmurt og musikalsk hitbasker på godt og vel tre minutter og med vægten på at være pårørende til #enafos, født med sindets sårbarhed som livets soundtrack. Med Powerless får Julie beskrevet og bundet den fineste sløjfe omkring den magtesløshed (powerless, red.), som mange pårørende netop kan sidde tilbage med, opleve og føle.
Og Julie ved, hvad hun synger om! Hun har nemlig selv mærket “musikken på egen krop” som pårørende til en kær med en psykisk lidelse. Det giver i den grad genklang ligefra allerførste toneart.
📸: @gotv2dk
MAGTESLØSHEDENS FRUSTRATIONER
Gennem Julies smukke stemme – og gennem beretninger fra jer, der alle er nære til jeres kære – begynder jeg nu at forstå, hvor meget magtesløshedens frustrationer fylder. Hvor stort et kvælertag angsten, frygten og smerten, også tager om som tærer på jer. Hvor heltigennem hjerteskærende, det må føles at stå udenfor og ved siden af. Afmægtige. Fortvivlede. Og frarøvet muligheden for at kunne ændre situationen, omend I er villige til at ofre ALT, og med et dybfølt ønske om at kunne hjælpe, men uden at vide, hvordan, hvorledes eller hvor I skal sætte ind – med andre ord, hvor “plasteret” skal sættes #den_usynlige_sygdom.
Julie får på smukkeste vis forenet og sat toner til disse følelser og frustrationer, så det giver genlyd, genklang og gåsehud helt ind i hjertekullens allerdybeste kamre ❤️
I MAGTESLØSHEDENS SKÆR, FINDER KÆRLIGHEDEN VEJ TIL DEN, DU HAR NÆR
Det er nok først den dag i dag, at jeg rigtig begynder at forstå omfanget af, hvor hårdt, smertefuldt og tung en byrde, det også har været som stadig er for min familie at være pårørende til én med et usynligt handicap.
Den erkendelse havde jeg desværre hverken overskud eller hjertekapasitet nok – oveni min egen kamp mod dæmonerne – til at indse, rumme eller forstå før for kun ganske få år tilbage. En sætning som “du må jo forstå, at det også er hårdt og svært for os som pårørende” kunne sende en sand provokations-pil gennem mig. Det var jo ‘for fa’en’ ikke min families grammofonplade, der var gået i hak – det var MIN! MIG, der skulle kæmpe den hårde kamp for at få den til at spille livets melodi (nogenlunde) igen. Og MOI, der – i samme indspilning – skulle lære at acceptere, at OCD’ens tinnitus var kommet for at blive, og at musikken nok aldrig, aldrig ville komme til at spille 100% for mig… Det måtte de da kunne forstå!
Sidenhen har jeg dog forstået, hvilke andre døre magtesløsheden også åbner; nemlig døren ind til hjertekammeret, hvor kærligheden bor og skaber plads og rum til dem, vi virkelig elsker, cares om og holder af.
MED SENDEBUD MÅ KÆRLIGHEDEN (NOGLE GANGE) UD!
Hvad jeg førhen oplevede som en “provokations-pil” sendt fra “helvedets (magtesløshedens) flammer”, ser jeg i dag som et kærligt sendebud direkte fra “hjerte-by”. Et sendebud med en vigtig påmindelse om, hvor meget mine pårørende “elsker og holder af mig, og hvor dybt ulykkelige de er for ikke at kunne hjælpe mig ud af livets lod og lænker”. Kærlighed kommer i mange former, facetter og farver og finder ofte sin vej gennem mange flere døre, end vi lige umiddelbart tror.
Pilen har således fået en ganske anden klang (betydning, red.) for mig, og i dag sender i stedet ‘such a happy tear overhere’.
En stor, varm TAK til Julie Berthelsen for at sætte ord og fokus herpå. Du har givet de pårørende en smuk stemme og et stærkt våben i en svær tid. Det er så utrolig vigtig en hjertesag ❤️
Hør med Julies egen smukke stemme, hvad sangen betyder for hende i videoen nedenfor, og lyt til POWERLESS lige dér, hvor du streamer din musik🎤🎶