Livets ludo – på OCD’ens spilleplade 🎲

Livets ludo – på OCD’ens spilleplade 🎲
Livets Ludo

Regler er ikke til for at brydes, når din indre modstander hedder O C D!

I OCD’ens brætspil får du kamp til ALLE spillepladens streger lige fra allerførste terningkast! Her er garanti for timevis af ‘underholdning’ (på modsatte banehalvdel) og en modstander i absolut topform. Med OCD har du altid en spilleklar spillemakker indenfor rækkevidde – klar, parat til spilopper, spas og spil med musklerne hele vejen gennem sine multifarvede felter.

Nedenfor folder vi spillepladen ud, kaster terningerne op og ser nærmere på dens spil. GAME ON!

SPILLEREGLER

Spillet kommer i sin indpakning med et sæt overordnede “hovedregler” (tvangstanker). Disse regler sætter selve “spillepladen” (scenen) for spillet – skaber selve spillets videre (tvangs-)handling og gang.

🎲 Lander du eksempelvis på et fodgængerfelt, kan reglen fra “spiludviklerens” side være, at du absolut ikke må træde på de hvide felter. Kommer du til at overtræde reglen, bliver du slået hjem og må forfra fra udgangs-positionen!   🎲

Reglerne omsættes til handling gennem terningkast på OCD’ens spilleplade, og antallet af øjne afgør, hvor mange felter du må rykke enten frem eller tilbage (hvor mange gange en given tvangshandling skal gentages/neutraliseres, før du kan rykke videre/fortsætte). Dette kan blandt andet afhænge af tilfældigheder og tankernes kraft (magisk tænkning – se infoboks nedenfor).

MAGI I LUFTEN?

Vidste du, at OCD ikke er det eneste spil, der benytter sig af magisk tænkning? 

Måske har du også prøvet et af ‘abrakadabras tricks‘ – i håbet om at kunne påvirke, forhindre eller fremme udfaldet?

OM SPILLET

Spillet starter, når første terning kastes (triggertanke udløses). Derpå gælder det om at løse de udfordringer (tvangshandlinger), du møder på din vej gennem banens felter af  fælder og forhindringer, for til sidst at nå midten, målområdet og den midlertidige* “sejr” (kortvarige lettelse fra OCD’en), som vinderen af spillet kan se frem til.

* Sejren er desværre kun ‘vor’, indtil næste terning (triggertanke) kastes og en ny spillerunde fløjtes i gang!).

Undervejs vil din indre modstander gøre ALT, hvad den kan, for at spænde ben, slå dig ud og hjem. Du kan opleve det som at stå stille i kortere eller længere tid ad gangen eller føle, du er ”bagud” og ‘kun’ rykker 1 felt frem og 2+ tilbage. Bare rolig – det er helt normalt!

Så længe du bliver ved med at ‘ryste raflebægeret’ (eksponere og udfordre din OCD, red.), vil hovedets brikker hele tiden være i bevægelse, flytte sig alt mellem 1 til 6 felter (afhængig af terningens øjne (eksponeringens grader og styrke, red.)), og før eller siden vil det være DIG, der har så meget fart over feltet, at du finder styrken og modet til at sige “game over”, pakke spillet sammen og sætte det ind allerbagerst på spilhylden. DIG, der bestemmer/har kontrollen over, hvornår det er spilletid …og ikke omvendt!

Men pas på! Ligesom du tror, du har føringen/styringen, kan du blive ”slået hjem”, tilbage og retur til  startområdet. Sker det, gælder det om at bevare roen, minde dig selv om, at det ‘bare’ er et spil, OCD’en spiller med dine tanker (…lettere sagt en gjort, indrømmer jeg gerne!) – og så ellers hurtigst muligt komme op på brikkerne igen og kæmpe dig vej mod et endegyldigt afsluttet spil; en endegyldig sejr over OCD’en.

1 TERNING - TALRIGE SKYGGESIDER​

Vidste du, at…

OCD kommer med mindst ligeså mange kantede sider, som en terning har udfaldsrum?

OCD findes i et utal af variationer ligesom LUDO?

OCD kan med ét enkelt kast vende op og ned på HELE stillingen?

GAME OVER & OUT

OCD minder på flere kanter om det klassiske brætspil LUDO: Et udfordrende spil, hvor man aldrig kan føle sig sikker!

Det er en ægte “familie-basker”, der aktiverer og involverer (påvirker og invaliderer, red.) HELE familienbanden – samtidig med, det er en træning udi både tid, tålmodighed og at kunne “tåle at tabe”. For at tabe og blive “slået hjem” er to næsten uundgåelige dele af gamet …i begyndelsen.

I den rigtige udgave kan spilpladen midlertidigt klappes sammen og sættes retur på spilhylden. Den feature savner jeg dog i mit livs ludo!

Game over and out herfra…

I den rigtige udgave kan spillepladen klappes sammen og sættes retur på spillehylden. Den feature savner jeg midlertidigt i mit livs ludo!
-lige hilsner & tanker
Relateret indhold
Kommentarer
Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *