🖤 Friday

Black Friday 2020

Angst og OCD’en holder Black Friday og spammer mig med “gode” og lokkende knaldtilbud i disken af tvangstanker og -handlinger. 

Ligesom de øvrige butikker har min indre butikskæde selvfølgelig også tyvstartet sin tilbudsfest lææænge før Black FRIDAY! Og som inkarneret tilbudsjæger hopper jeg hvert år direkte ned i dens forbrugsfest, bidrager til dens overskud og ser mig blind i junglen af gule spotpriser.

Derfor vil jeg i år – med udgangspunkt i Forbrugerrådet Tænks guide til at undgå at blive snydt – stille mig selv følgende spørgsmål, næste gang jeg står overfor “et godt tilbud” fra angst og OCD’es katalog: 

Er prisen god nok?

Selv de mest lokkende tilbud om at opnå "store besparelser" (angstreduktion) ved køb af fx tre tvangshandlinger for én midlertidig lettelses pris, er altid - lad mig understrege altid, en virkelig dårlig handel.

Har jeg brug for varen?

Har jeg egentligt behov for at gennemføre handelen (udføre handlingen)?
Husk, følelser behøver ikke handles væk!

Har jeg returret, hvis jeg fortryder?

Det korte svar er nej! Psykiske lidelser kommer hverken med byttemærke eller returlabel. Ønskes pengene (friheden) igen, kan det derfor blive en både langvarig og bekostelig affære.

Er varen den bedste for mig?

Undersøg altid markedet for alternativer. Er billigst (angstens quickfix) altid bedst? Ofte er de mere langtidsholdbare produkter/løsninger (indenfor kategorien) også dem, der desværre ikke er på tilbud (psykologer, psykiatere, medicin mm.).

Med disse fire fifs in mente ønsker jeg jer alle en rigtig god BLACK FRIDAY 🖤

-lige hilsner & tanker
Relateret indhold
Kommentarer
Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *