Offentligt udstillingsvindue Førhen turde jeg ikke indtage de Københavns gader af frygt for, at min OCD ville gøre mig til et “offentligt udstillingsvindue” og massemagnet for nysgerrige, uvidende beskuere. Beskuere, der med næserne mast helt
“At rejse er at leve“ Så simpelt, så ‘short’ og så ‘spot on’ skrev eventyren og eventyrernes skaber tilbage i 1855. Én sætning, der har bølget sig vej op gennem generationer og til den dag
“Today I don’t feel like doing anything I just wanna lay in my bed Don’t feel like picking up my phone So leave a message at the tone ‘Cause today I swear I’m not doing
Hov, vent! Stop engang! Kan vi lige kaste anker et øjeblik? Pludselig synes min afrejse og afsked med OCD’en nemlig skræmmende tæt på. Et hav af katastrofetanker har natten igennem skyllet ind over mit lille skibs ræling, holdt mig
Sign, sealed, delivered… “OCD-Akademie” here I come (for uddybelse 👉 se tidligere post her). Med en bestået ”optagelsesprøve” i kloen nærmer jeg mig nu for alvor afrejse og rejsen mod X’et. Sammen med det næste kuld matros-kadetter stævner jeg nemlig
Sidste år ved juletid landede en indkaldelse til optagelsesprøve på “OCD-Akademiet” i Gentofte Havn. En både længeventet og kærkommen invitation; for på daværende tidspunkt var jeg nemlig ved at opgive både håb og tiltro til
Jeg skøjtede rundt som Bambi på glatis – uden min Stampe – men dog som en skøjteprinsesse let og elegant henover de tre bogstaver, OCD.
Heya allemand, Så er vi stævnet ud og i gang! Og jeg skal da lige love for, at første nat ombord har været alt andet end vindstille! Bølgerne er gået højt mellem OCD’en og jeg,
