En park af eksponering
De fleste forbinder nok forlystelsesparker med sjov, spas, skideskægt, skrig/skrål, spænding som sug i maven, sæsonkort samt selvfølgelig samvær store og små sjæle imellem!
Andre, heriblandt undertegnede selv, med årskort, fri entré som daglig ‘tvangs-(tor-)turpas’ til en park fyldt af frygtindgydende forlystelser. Som Kaos-karrusellens umenneskelige, uimodståelige, uudholdelige og ulidelige indre ubehag og uro. Rædsels-rutsjebanens lodrette, lige hældning, lamslående loops, skarpe, stejle sving som tusmørke tunneller.
Af og til sker det, at ‘maskineriet‘ strejker eller ‘vognen‘ køer af sporet midt ude på ruten, eksempelvis midt i et ‘eksponerings-loop‘. Så er det om at tage nogle dybe vejrtrækninger – for ikke at blive ligeså kridhvid i hovedet som Pjerrot – og ellers ‘bare’ vente på teknikken igen fungerer og vognen igen er vatter (angstanfaldet aftaget, red.).
OCD’ens ‘Neverland’
OCD er og bliver aldrig ‘a walk in a ‘forlystelses’-park‘. Den er og bliver ikke for sarte sjæle …ej heller som ‘Bon Bon Lands’ én af de ‘skideskægge‘!
I stedet minder den på mange måder om en uvirkelig Virtual Reality (VR) verden: Rationelt – både bag VR-brille som OCD – ved vi godt, at det ‘bare’ er en irrationel tanke eller konstrueret virkelighed, vi oplever – selvom det, mens det står på, føles meget, meget virkeligt.
Fællesnævneren er hovedet, der spiller os et puds. Forskellen, at det kun er den ene, der er udstyret med en switch off knap! Så kan I selv bruge resten af søndagen på at snurre som snurretoppe over, hvilken én det er…😉
