Så er danseskoenes lyserøde silkesløjfe (🎀) igen bundet og klar til årets første badutspring ud i 2020.
Jeg håber, I alle er sprunget let og elegant ind i det nye år, samt så småt er ved at have fundet tilbage til hverdagens grundpositioner på livets store scene.
Jeg har selv haft, hvad jeg nok vil betegne som en af de bedste “jule-forestillinger” so far, i nyere tid! En opsætning med de BEDSTE mennesker på rollelisten og med så meget kærlighed, kram og kindness i kulissen, at jeg simpelthen ikke kunne have ønsket mig ret meget mere (…så skulle det da lige være et mirakel til at knipse OCD’en pist væk i et trylleslag 😉).
Nytåret var lidt en anden dans end på roser – mere om det senere!
Først dykker vi ned i, hvordan en helt ualmindelig, almindelig højtid ser ud fra en solO-C-Danserindes view.
Velkommen på første række!
Juleaften fik hurtigt ben at danse på! Åbningsscenen udspillede sig nemlig allerede tidlig julemorgen på træningens skrå brædder og i samspil med verdens vidunderliste vennetrup. En virkelig genial, givende og giga anbefalelsesværdig måde at kickstarte morgenen som dagen på for både krop, sind og sjæl✨
(…og ved I hvad? Denne fantastiske, flotte og farverige flok af friends, jeg har omkring mig, kan ikke kun gøre mig glad, ovenud lykkelig, taknemmelig, varm om hjertet og få mig til at glemme min sygdom et splitsekund, de kan tilmed også gøre mig totally speechless (…og der skal altså en del til før, jeg glemmer mine replikker😉). Således havde de i dagens anledning bundet sløjfe og knude om deres altid store betænksomhed, empati, sødme, næstekærlighed og lyttende ører – der i sig selv er en kæmpe gave, der bare bliver ved og ved med at gi’ – og samlet disse “rekvisitter” i den sødeste og mest rørende gave. AF ❤️ TAK!).
En frokostpause og et sceneskift senere bimlede juleklokkerne ind til andet akt, hvor mine forældre trådte ind i scenen. Denne “far-mor-datter” rollefordeling kan altså bare noget ganske andet og magisk på en anden måde i en alder af 30! Jeg forsøger virkelig at suge til mig og samle til bunke med øjeblikke, oplevelser og stunder som disse, der alle bliver lagret og låst allerdybest inde i hjertekammeret. Og jeg værdsætter og priser mig gentagne gange lykkelig for at have så sunde, raske, rørige, arbejdssomme, kærlige, omsorgsfulde og støttende forældre både tæt på som omkring mig. Det er desværre ikke alle jævnaldrende forundt, og jeg sender massere af tanker til jer, jeg ved, har mistet en kær i årets løb.
Mine forældre er og bliver mit livs lys, ledestjerner og lovely centralvarme, hvorfra mit hjerte slår – LO❤️E YOU!
Til tonerne fra Disneys Juleshow og i en duet med Tinka, Lasse og alle nisserne fra årets julekalender var det tid til at gå solo. På grund af min indre “balletmester” (OCD’en) har jeg gennem det seneste tiår desværre ikke kunne danse med rundt om træet sammen med familien selve juleaften. Balletmesteren kender desværre hverken til helligdagsfri, aftentillæg eller ferie, og kræver ligeledes min tilstedeværelse på “teateret” (OCD’ens højborg) selv på en aften som denne. Det har været en virkelig svær snebold for mig at sluge; specielt fordi, jeg er et KÆMPE familiemenneske, der altid har knuselsket, prioriteret og (værd)sat familien, samværet og nærværet ligeså højt som fra træets grønne top! Jeg lærer nok aldrig at tilgive mesteren for de mange juleaftner, jeg er gået glip af; men jeg øver mig i at acceptere, det lige nu ikke kan være anderledes, og at det forhåbentligt “kun” er for én bestemt spilleperiode/sæson …så gør det ikke nær så ondt indeni💔
Det var således en træt, men glad, pige, der bukkede, nejede, takkede af som kunne lægge hovedet på puden klar til at flyve mod nattens stjerner.
