I forlængelse af mit forrige indlæg om 90’erne (læs det her) vil jeg – for en kort bemærkning (selvom korthed ikke er en disciplin, jeg behersker!) – fortsætte og træde lidt vande i dette årti.
Min ingrediensliste
Dengang jeg ramte supermarkedets hylder (så dagens lys, red.), var det som et “produkt” med en ingrediensliste, der var lige så svær at udtale, tyde og forstå, som nutidens e-numre! “Fødevarestyrelsen” (Sundhedsvæsenet, red.) havde endnu ikke tilstrækkelig med viden ej heller erfaring med disse tre ingredienser O C D, som jeg var blevet tilsat under “produktionen” og som altså skjulte sig nederst med småt på bagsiden af min emballage. Ekspedienterne manglede så at sige ekspertise i mit produkt – kunderne information og rådgivning.
Denne form for “defekt” i min stregkode (DNA), blev således heller ikke spottet ved scanningen i kasse 1; ej heller den dag jeg tog slalom ned af båndet og landede i mine forældres indkøbskurv. En indpakning som alle andres udadtil – men med et indhold uden udløbsdato, byttemærke eller returseddel indeni.
90’ernes anden sortering
Der gik dog ikke længe før, de første “fejl” begyndte at melde sig. Så at sige indenfor den to årige købsgaranti! Og netop grundet Købelovens Reklamationsret (udredning til alle, red.) blev jeg “sendt ind” til nærmere undersøgelse. Men 90’erne havde desværre hverken kørekort, manual eller værktøjskasse til reparation af lige netop denne fejltype og en lang årrække fulgte nu med lappeløsninger og karruselture i svingdøren, som andre børn kommer i Tivoli.
Butikkernes (systemets) svar på det neonorange klistermærke med “spot”, der enten ligger hulter til bulter i en rodekasse sammen med andre indenfor samme varekategori eller står på hylden over “anden sortering”. Sådan føltes det at være barn i 90’erne med psykisk sygdom.
Heldigvis er vi nået langt, langt længere i dag end dengang. Både hvad angår behandling, medicinering, udbredelse og fokus i befolkningen, foreninger og kampagner som fx #bryd-tabuet. Og det er i den grad glædeligt, positivt og kærkomment. Indeed! Men, vi har også lang vej endnu. En lang vej, hvis vi skal nå endnu videre. Og det skal vi, fellow friends!
Fremtidens første sortering
For ingen i dag skal leve i eller lide under 90’ernes skjul. Lad os stå sammen om fortsat at råbe op, udbrede kendskabet til, bryde årtiers fortiede tabuer, få afsat flere midler til behandling og forskning og så én gang for alle få indført ligestilling psykiske og fysiske sygdomme imellem. Vi skriver 2018… Come, cooome on!
Dybest set er vi jo alle bare varer i samme butik. Dyre som billige spotvarer, defekte som ikke. Lad os huske at blande os og ikke kun lade os mixe sammen i køen, fordi vi er tvunget til det. I bund og grund kommer vi jo alle fra samme sortiment.
